Microneedling

Hvad er microneedling?

Microneedling er en metode til effektivt at forbedre hudens kvalitet. Behandlingen foretages med et elektrisk apparat – en dermapen, der ved hjælp af nåle perforerer huden og afsætter over 1.000 mikrohuller i sekundet. Hullerne lukkes efter ganske kort tid og medfører ikke sårdannelse. Metoden svarer til dermaroller, men dermapennens konstruktion betyder, at der lettere kan behandles områder som overlæbe, omkring øjnene samt på og omkring næsen. Samtidig giver dermapennen mulighed for at variere nålenes dybde afhængig af, hvor der behandles, hvilket skåner udsatte hudpartier og minimerer risikoen for bivirkninger.Ved præcist at styre dybde, afstand, frekvens og mønster af nålestikkene, stimuleres huden til at producere mere kollagen og elastin i de områder, der behandles. Huden remodelleres, hvorved den fremtræder yngre, glattere og friskere. Microneedling anvendes til behandling af acnear, forbrændinger, strækmærker, fregner og pigmentpletter, linjer og rynker, ruhed og porrestørrelse samt til at udglatte og give huden glød.

Behandlingen udføres på klinikken i Odense ved Emil Henningsen under kontrollerede forhold af specialuddannet sygeplejerske eller dermatolog.

Hvor hurtigt ses effekten?

Da processen foregår naturligt i huden, indtræder effekten løbende over uger, og op til 3 måneder efter behandlingen.

Afhængig af hvad der behandles anbefales det, at man får 2-5 behandlinger med 4-8 ugers mellemrum, for at opnå det bedste resultat. Som hovedregel gælder, at jo sværere hudforandring, jo flere microneedlingbehandlinger skal der til.

Hvem egner sig til behandlingen?

Microneedling egner sig til sikker brug, uanset hudtype og på alle dele af kroppen. Behandlingen kan, modsat mange andre behandlinger, gives under graviditet og amning. Hertil kommer, at Microneedling er helt fri for kemikalier og nervegifte, og derfor kan anvendes af personer, der er tøvende overfor disse typer af hudforbedrende behandlinger. Der behandles ikke, hvis du har herpes, bakteriel eller svampeinfektion i behandlingsområdet.

Er der særlige forholdsregler forud for microneedling?

Hvis der behandles læbenært, og du har tendens til herpes/forkølelsessår, kan dette give anledning til forebyggende behandling, da microneedling kan fremprovokere udbrud. Fortæl derfor behandleren på klinikken i Odense, hvis du tidligere har haft forkølelsessår.

Hvordan foregår microneedling?

Du bør møde til behandlingen uden make-up, hvis du skal behandles i ansigtet.

1) Huden afrenses for hudfedt og overfladiske døde hudceller.

2) Der påføres lokalbedøvende creme, der skal sidde på huden i ca. ½ time forud for behandlingen. Dette bevirker, at behandlingen stort set er smertefri.

3) Den overskydende lokalbedøvende creme fjernes, og huden desinficeres med sprit.

4) Der påføres nærende behandlingsserum.

5) Microneedling foretages med cirkulerende, horizontale og vertikale strøg henover behandligsområdet.

6) Der foretages aftørring og påføres atter nærende serum.

Selve microneedlingen tager 15-30 minutter.

Hvordan er efterforløbet?

Umiddelbart efter behandlingen kan der opleves rødme, stikken og brændende fornemmelse i huden. Herefter kan huden føles tør og let hævet. Dette vil gradvist aftage i løbet af 1-3 dage. Undgå at kradse, gnide og pille i huden umiddelbart efter behandlingen. Undgå aktiviteter, der forårsager svedproduktion i behandlingsområdet i timerne umiddelbart efter behandlingen. Anvend ikke skrubbecreme eller exfolierende rensebørste i dagene efter behandlingen. Sørg for at holde huden ren og fri for bakterier med almindeligt vand og sæbe. Sørg for at holde huden gennemfugtet, gerne med PHA serum. Der anbefales tilkøb af en speciel PHA serum til efterbehandling. Undgå at udsætte huden for direkte sollys og/eller solarie, og anvend daglig solbeskyttelse minimum faktor 20 den første uge efter behandlingen.

Er der bivirkninger til behandlingen?

Risiko for skade på huden er minimal. Arvævsdannelse efter behandlingen ses derfor meget sjældent.

Som ved alle invasive procedurer er der en lille risiko for infektion. Denne risiko mindskes ved at følge instruktionerne for efterbehandling.

Behandlinger tilbydes på klinikken i Odense.

Copyright 2016 – Emil Henningsen – Speciallæge i dermatologi.

Dette dokument er publiceret i december 2015. Revideres i december 2017.