INFORMATION

Fraktioneret CO2-laser

Fraktioneret CO2 laser er en videreudvikling af den oprindelige CO2 laser.

Fraktioneret CO2 laserbehandling betyder, at kun en mindre del – en fraktion – af huden behandles. Behandlingen er mere skånsom end klassisk CO2 laser og særdeles effektiv til markant at reducere hudens alderstegn – herunder rynker, linier, pigmentpletter og solskader, og til behandling af ar og strækmærker.

Baggrund

Fraktioneret CO2 laser opvarmer huden og danner et fint net af 1-2 mm dybe, lodrette søjler i huden. Opvarmningen giver en effektiv hudforyngelse i den efterfølgende ophelingsperiode, hvorved linier og rynker samt ar udglattes. Mængden af elastiske, kollagene fibre og glykosaminer i huden øges markant, hvilket øger hudens volumen og elasticitet.

Samtidig fjernes ca. 20 % af overhuden, og der dannes nye hudceller. Herved reduceres pigment, synlige blodkar og andre solskader.

Efter behandlingen genopbygges huden gradvist, og der kan gå op til 1 år, før du ser det endelige resultat. Effekten kan forstærkes med gentagne behandlinger med minimum 6 uger imellem. Resultatet af 2-3 behandlinger er en hud, der ser 5-10 år yngre ud. Behandlingen kan med fordel kombineres med filler og botulinum toxin (botox).

Du kan se mere om behandling med fraktioneret CO2 laser her:

Før behandlingen

Ved forundersøgelsen aftales det, hvilken medicin du bør indtage i forbindelse med CO2 laserbehandlingen, og hudlægen udskriver en recept. Du bedes afhente medicinen forud for laserbehandlingen.

Det anbefales alle at indtage 1 gram Paracetamol (Panodil / Pamol / Pinex) og 400 mg Ibuprofen 1 time forud for laserbehandlingen.

Behandlingen

Det er en fordel at møde op til behandlingen uden make-up. Lægen afrenser huden og påsmører en lokalbedøvende creme, der skal virke cirka 1 time inden laserbehandlingen. Du er vågen under behandlingen, som udføres i lokalbedøvelse, mens du ligger på ryggen på behandlerlejet. Behandling af et ansigt tager cirka 30 minutter. Behandling af ansigt og hals tager cirka 45 minutter. Du skal anvende sikkerhedsbriller under laserbehandlingen.

Efterforløb

Umiddelbart efter behandlingen ses små, hvide prikker på huden, og huden bliver lyserød og let hævet. I de efterfølgende dage bliver huden mørkere og kan væske. Efter 2-3 dage ses danner huden små skorper, som løsner sig efter cirka 1 uge. Der kan anvendes make-up, når huden ikke længere væsker. Efter laserbehandling bør huden vaskes forsigtigt med lunkent vand og mild sæbe. For at undgå betændelse og ardannelse er det vigtigt at undgå at pille eller kradse i huden. Huden kan  svie de første dage, men smerter i efterforløbet er usædvanligt og bør vurderes af lægen. Rødmen forsvinder efter få måneder. Afhængig af hvilket laserenergi-niveau der aftales, kan ophelingsperioden variere.

Bivirkninger

Svie eller smerter under behandlingen er almindeligt. Der kan ses en overgang mellem behandlet og ikke-behandlet hud. Sjældent kan der opstå pigmentændringer i huden. Infektion og ardannelse ses yderst sjældent.

Forholdsregler

Laserbehandling er ikke egnet til personer, som danner tykke ar (keloid). For at reducere risiko for pigmentændringer efter behandlingen er det vigtigt at anvende solcreme med SPF 30+ 1 måned før og 1 måned efter behandlingen. Hvis du har infektion i huden, kan du ikke behandles. Der skal gå minimum 6 måneder efter ophør af behandling med Isotretinoin, før du kan modtage fraktioneret CO2 laserbehandling.

Resultat

Efter 2-3 behandlinger ser solskadet og rynket hud 5-10 år yngre ud. Ar udglattes gradvist. Man kan ikke garantere, at alle hudforandringer forsvinder.

Resultatet afhænger af hudtype og hudens evne til at gendannes efter laserbehandlingen. Den endelige resultat ses efter cirka 1 år. Rynker omkring munden kan kræve en kraftigere laserbehandling med en længere ophelingstid. Effekten af CO2 laser er i princippet permanent, men aldringsprocessen fortsætter, hvorfor man med fordel kan gentage behandlingen på et senere tidspunkt.

Information og samtykke

Efter at have læst denne skriftlige information, skal du have mundtlig information om behandlingen og mulighed for at stille spørgsmål. Du kan medbringe en bisidder. Ved behandling på kosmetisk indikation skal der gå mindst 2 dage, før du kan give samtykke til behandlingen. Ved behandling af hudsygdomme på lægelig indikation (pigment, ar, vorter mm.) kan du modtage behandling med det samme.

Med venlig hilsen

Speciallæge i dermatologi Emil Henningsen

Dato og næste opdatering

Udarbejdet juni 2016. Næste opdatering juni 2018.