Fedtfjernelse og hudopstramning med laser (TightSculpting)

 

TightSculpting er en ny og avanceret behandling, der anvender laser til at opvarme, smelte og derved reducere underhudens fedtceller. Samtidig opstrammes den overliggende hud ved behandlingen, hvilket er unikt ved TightSculpting sammenlignet med andre behandlinger, hvor fedtet fjernes ved nedkøling (CoolSculpting, CoolTech o.a.). TightSculpting kan anvendes alle steder på kroppen – fx på mave eller flanker, på lår, overarme, hage. Behandlingen er non-invasiv (ikke kirurgisk), stort set smertefri og kræver ingen “nedetid.”

 

Hvordan virker behandlingen?

Behandlingen består af 2 trin, hvor der anvendes 2 forskellige typer laser.

Trin 1: Huden behandles med nd:YAG laser, hvorved underhudens fedtceller opvarmes til 42-45 grader. Herved dør fedtcellerne og fedtet afstødes over de kommende uger.

Trin 2: Overhuden opvarmes med Erbium laser, som stimulerer læderhudens kollagenproduktion, hvilket opstrammer huden.

Behandling af et område på størrelse med 3 håndflader tager ca. 25 minutter.

 

Hvem er egnet til behandling med TightSculpting?

Behandlingen er velegnet til normalvægtige eller let overvægtige personer (BMI max 30), som har et fedtdepot, de ikke kan slippe af med. Man anvender begrebet “pinchable fat” eller “nappe-fedt” som er et udtryk for det subkutane fedt, man kan fange mellem 2 fingre – det er dette fedt i underhuden, som laserbehandlingen reducerer.

 

Hvor mange behandlinger skal man have?

Vi anbefaler mindst 2 behandlinger med TightSculpting med 6 ugers mellemrum. Effekten af behandlingerne forstærkes med gentagne behandlinger, og der er intet maksimum i antallet af behandlinger.

 

Før behandlingen

Der stilles ingen særlige krav til forberedelse af din hud. Solbrændthed er uden betydning, og behandlingen udføres hele året. Vi anbefaler, at du fjerner eventuelle hår med skraber, inden du møder til behandling. Inden behandlingen tages billede af det behandlede område, du bliver vejet og omkredsen af det behandlede område måles med målebånd.

 

TightSculpting behandling

Selve behandlingen foregår ved, at laseren belyser huden flere gange, til huden opnår den ønskede temperatur. Behandling af et område på størrelse med 3 håndflader tager ca. 25 minutter, men større områder kan behandles ved samme konsultation. Varmefrigivelsen i huden napper lidt og kan føles let ubehagelig, andre er ikke generet.

 

Efter behandlingen

Der er ingen “nedetid” eller væsentlige bivirkninger efter behandlingen, men huden kan føles varm og let øm. Vi anbefaler, at du masserer det behandlede hudområde 3 gange dagligt i 3 dage efter behandlingen, for at stimulere blodcirkulationen og fremme fjernelsen af fedtceller.

 

Bivirkninger

De almindeligste bivirkninger er let rødme og let hævelse i det behandlede område. TightSculpting penetrerer huden til de dybere, subkutane lag, og der er ingen risiko for skade på overhuden.

 

Effekt af behandlingen

TightSculpting er ikke behandling, der medfører et generelt vægttab, men en behandling som reducerer genstridige og uønskede fedtdepoter på kroppen. Resultatet af behandlingen ses allerede efter 6-8 uger, og det fulde resultat ses efter 12 uger.

TightSculpting smelter og reducerer underhudens fedt, men behandlingen kan ikke reducere dybereliggende fedt omkring indre organer. Behandlingen er derfor ikke velegnet til overvægtige personer med store og dybe fedtdepoter. Resultatet af TightSculpting ses tydeligst hos personer, som ligger tæt på deres idealvægt. Man kan forvente op til 25% reduktion af underhudens fedtceller per behandling.