Hvilke risici er der ved subcision?
Ethvert kirurgisk indgreb medfører en risiko for blødning og infektion. Subcision foregår helt overfladisk i huden og er dermed uden væsentlig risiko for skade på dybe blodkar og nerver. Da de øverste lag af huden forsynes med små blodkar, kan man ikke undgå blødning under og efter behandlingen. Der vil opstå nogen hævelse og misfarvning i det behandlede område, som gradvist aftager over få uger. Efter 2 dage kan misfarvning dækkes med make-up. Sjældent vil en lille blodansamling i huden kunne mærkes efter nogle uger, og hvis den generer, kan speciallægen sprøjte få dråber binyrebarkhormon ind i blodansamlingen, hvorefter den vil opløses.
Hvordan skal huden behandles de følgende dage?
Huden vaskes med en mild sæbe morgen og aften og påføres herefter en bakteriedræbende salve i 1 uge.
Kan subcision kombineres med andre behandlinger?
Subcision kombineres ofte med fraktioneret CO2 laser, micro-needling og TCA cross. Forskellige ar kræver forskellige behandlingstyper for at opnå det bedste resultat. Alle behandlinger udføres på hudlægeklinikken i Odense af speciallæge Emil Henningsen. I vores video kan du se en behandling af aknear med flere forskellige behandlingsteknikker.