TCA cross – effektiv og sikker behandling af dybe ar
Dybe ar reagerer generelt dårligt på laserbehandling og kan være svære at behandle. En særdeles effektiv behandling til dybere ar er TCA cross.
Hvad er TCA cross?
TCA betyder trichloreddikesyre og CROSS betyder kemisk rekonstruktion af ar. I hænderne på en erfaren speciallæge kan TCA cross anvendes til behandling af dybe ar i huden, som ellers kan være særdeles vanskelige at behandle. TCA cross anvendes lokalt på hudens dybe ar og altså ikke i hele ansigtet som andre kemiske peelinger, som vi også tilbyder på hudlægeklinikken i Odense.
Hvordan foregår en behandling med TCA cross?
Hudlægen udvælger sammen med dig de ar, der skal behandles. Arrene fotograferes og markeres, hvorefter området desinficeres. Herefter påføres en lille mængde TCA i bunden af hvert ar. Der kan behandles flere ar ved samme konsultation, hvis det er nødvendigt. Det behandlede område smøres herefter med en bakteriedræbende salve, som bør anvendes dagligt i 5 dage. Behandlingen tager 15-20 minutter og kan gentages efter 2-4 uger ved behov. Typisk skal der gives op til 4 behandlinger for et optimalt resultat. Herefter kan man afslutte behandlingsforløbet med 1-2 behandlinger med fraktioneret CO2 laser.
Hvordan virker TCA cross?
TCA cross laver en lokal ætsning i et velafgrænset område af huden. Herved stimuleres fibroblaster i underhuden til at producere bindevæv, der får arrets bund til at hæve sig og arret til at udjævne sig. TCA cross medfører en re-organisering af arvævet med øget bindevævsdannelse (dermal volumen, kollagenindhold, glucosaminoglycaner og elastan.) Processen går hurtigt og resultatet ses efter få uger. Resultaterne er yderst tilfredsstillende i alle større opgørelser.
Hvordan føles TCA-cross?
Behandlingen medfører en forbigående brændende eller stikkende fornemmelse i det behandlede område, som aftager efter et par minutter. Der kan være let ømhed i det behandlede område de første dage til skorpen løsner sig.